Hvad er tilbagebetalingssvindel?
Tilbagebetalingssvindel – også kaldet recovery scam– er en form for kontaktsvindel, hvor gerningspersonen udgiver sig for at kunne hjælpe dig med at få dine tabte penge tilbage efter en tidligere svindel. Formålet er at manipulere dig med det mål at frarøve dig flere penge eller følsomme oplysninger.
Gerningspersonen udnytter håbet og ønsket om at genvinde det tabte – og bruger det som løftestang til yderligere manipulation og økonomisk udnyttelse.
Hvordan foregår det?
Tilbagebetalingssvindel kan foregå på flere måder:
- Uopfordret kontakt: Du bliver kontaktet af en person, der hævder at repræsentere en myndighed, et advokatfirma eller en specialiseret virksomhed. De lover at hjælpe dig med at få dine penge tilbage. Ofte har de detaljeret viden om din tidligere sag, som gør dem mere overbevisende.
- Du tager selv kontakt: I nogle tilfælde har den ramte selv søgt hjælp og henvendt sig til en virksomhed, som foregiver at kunne hjælpe – men som i virkeligheden er endnu en svindler, der udnytter sårbarheden. Disse virksomheder kan fremstå professionelle, have hjemmesider og bruge betegnelser som "recovery services", men har intet reelt tilbud.
- Tillidsopbygning og legitimitet: Gerningspersonen forsøger at opbygge tillid ved at bruge officielle titler, logoer og dokumenter. De kan henvise til kendte institutioner og lover professionel håndtering – ofte med "diskretion" eller "hast".
- Krav om betaling eller oplysninger: Du bliver bedt om at betale et gebyr for at "påbegynde processen" – fx administrationsgebyr, skat eller juridiske omkostninger. Du kan også blive bedt om at oplyse bankoplysninger, adgangskoder eller andre følsomme data.
- Flere forhindringer – flere betalinger: Efter den første betaling opstår ofte nye krav: flere dokumenter, flere udgifter, nye gebyrer. Hver gang du betaler, flytter målet sig. Og til sidst forsvinder kontakten – og pengene.
Typiske tegn
- Du bliver kontaktet – eller kontakter selv – en "virksomhed", der lover at hjælpe med at få dine penge tilbage.
- Du bliver bedt om at betale forud for, at hjælpen kan starte.
- De bruger pres og påstår, det haster – ellers går muligheden tabt.
- Du bliver bedt om at dele bankoplysninger, personnumre eller adgangskoder.
- Virksomheden er vanskelig at verificere gennem officielle kilder – eller eksisterer slet ikke.
Forholdsregler
- Vær skeptisk over for både uopfordrede henvendelser og virksomheder, du selv finder online, som lover at få dine penge tilbage.
- Tjek altid, om virksomheden er registreret, har anmeldelser, og om kontaktoplysningerne virker troværdige.
- Undlad at betale forud for "hjælp" – seriøse aktører kræver ikke betaling, før der er konkret resultat.
- Del aldrig følsomme oplysninger med personer, du ikke har verificeret.
- Tal med nogen, du har tillid til – det kan være afgørende, hvis du er i tvivl.
Hvis du føler dig usikker eller mistænksom over for en henvendelse, så stop op og søg hjælp. Du kan finde støtte og mere information på vores side Søg hjælp.
Hvis du er bekymret for én, du holder af, kan du også læse videre under Til pårørende.
Vigtigt💡