OVERBLIK OG UDVIKLING
Hvad er omfanget og konsekvenserne af kontaktsvindel?
Økonomisk IT-svindel er en nyere kriminalitetsform, der er opstået i forbindelse med digitaliseringens internationale udbredelse, hvor kriminelle bruger IT-systemer og telefoner til at frarøve deres ofre penge. Kriminalitetsformen er i stadig vækst, og Justitsministeriets tal viser, at 274.000 danskere i 2024 var udsat for IT-svindel mod 189.000 danskere i 2023, svarende til en stigning på 45 procent på ét år.
Kontaktsvindel
Den mest alvorlige form for økonomisk IT-svindel, vi i dag kender til, er kontaktsvindel. Kontaktsvindel består i, at kyniske kriminelle kontakter uskyldige ofre under påskud af at være en anden person, end de er, med henblik på at manipulere ofrene ind i en parallel virkelighed for at kunne frarøve dem penge. Der findes forskellige former for kontaktsvindel, fx investeringssvindel og kærestesvindel.
Justitsministeriets tal viser, at 37.000 danskere var udsat for kontaktsvindel i 2024 mod 27.000 i 2023, hvilket svarer til en stigning fra 2023 til 2024 på 37 procent. Politiets tal viser, at der i 2025 var 1.077 anmeldelser om investeringssvindel mod 442 i 2022, hvilket svarer til en stigning på 144 procent. I samme periode steg antallet af anmeldelser om kærestesvindel fra 205 til 360, hvilket svarer til en stigning på 75 procent.
Kriminalitet, der minder om psykisk vold
Når man er offer for kontaktsvindel, er man udsat for en meget grov kriminalitet, som på mange måder svarer til at være offer for psykisk vold, idet den kriminelle benytter sig af virkemidler, der manipulerer ofrets virkelighedsopfattelse, så ofret mister fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert, og som desuden isolerer ofret fra sine pårørende og nære. Kontaktsvindel er typisk længerevarende, og kan forløbe over både måneder og år, hvor der opbygges et stærkt tillidsbånd mellem den kriminelle og ofret, og hvor andre kriminelle kan blive trukket ind i svindlen for at bestyrke manipuleringen af ofret ved fx at udgive sig for at være en advokat eller en søster.
Der findes ikke nogen eksakt opgørelse af, hvor store tab der er forbundet med kontaktsvindel. Men politiet oplyser, at svindlen er den form for kriminalitet, der er forbundet med det største personlige tab, og Center mod Økonomisk IT-Svindel er bekendt med en lang række ofre, der er blevet frarøvet mere end 1 mio. kr. som følge af svindlen.
Men hvad værre er, så medfører kontaktsvindel også fatale menneskelige konsekvenser for ofrene.
Fatale konsekvenser
Center mod Økonomisk IT-Svindel udgav i 2023 en antropologisk undersøgelse om kærestesvindel, som viser, at to af undersøgelsens i alt 14 ofre har begået selvmord i kølvandet på at være udsat for svindel, mens et tredje offer har forsøgt at begå selvmord flere gange. Derudover indeholder rapporten personlige tab på mellem 80.000 kr. og 1,5 mio. kr.
Rapport viser også, at ofrene aldrig har hørt om svindlen, før de blev udsat for den. At ofrene isoleres og får en forvrænget virkelighedsopfattelse. At ofre, som står midt i svindlen, ikke kan nås med almindelig kommunikation, og at både ofre og pårørende bruger ord som ”afhængighed” og ”narkomani” til at skal beskrive, hvad der er på spil. At ofrene oplever det ekstremt skamfuldt at have været udsat for svindel, hvorfor mange ikke fortæller nogen om svindlen. At ofrene oplever en reel kærestesorg, når svindlen afsløres, hvilket øger skamfølelsen yderligere. At der er en sammenhæng mellem svindlens varighed og konsekvensernes omfang. At kun fire af undersøgelsens 14 ofre har meldt sagen til politiet.
Og ikke mindst viser undersøgelsen, at både ofre og pårørende efterlyser én samlet indgang til specialiseret hjælp til at stoppe svindlen og at håndtere og bearbejde traumerne som følge deraf.
Manglende hjælp fører til selvmord og social deroute
Fra Center mod Økonomisk IT-Svindel arbejde ved vi, at ofre for andre former for kontaktsvindel, fx investeringssvindel, oplever de samme fatale konsekvenser som følge af svindlen, som ofre for kærestesvindel gør; selvmordstanker, ruinering, tvangsauktioner, skilsmisse og social deroute. Desuden har Center mod Økonomisk IT-Svindel været i kontakt med ofre, der har ageret muldyr som en del af kontaktsvindel, og derfor befinder sig et juridisk meget sårbart sted oveni både at være menneskeligt og økonomisk i knæ.
Erfaringerne viser desuden, at konsekvenserne ofte forstærkes, når mennesker, der er blevet udsat for denne form for groft manipulerende kriminalitet, og deres pårørende overlades til sig selv uden adgang til sammenhængende og specialiseret hjælp.
I mange år har der ikke eksisteret et samlet, specialiseret tilbud på området.
Ultimo 2025 blev der imidlertid afsat en femårig bevilling fra Folketinget til Center mod Økonomisk IT-Svindels arbejde. Det har gjort det muligt at etablere Danmarks første specialiserede og terapeutiske tilbud til mennesker, der er berørt af kontaktsvindel, og deres pårørende.
Målet er at sikre fagprofessionel og specialiseret hjælp, der kan hjælpe ofre til erkendelse, afbøde de menneskelige konsekvenser samt forebygge, at flere mennesker bringes i situationer med alvorlig mistrivsel og livskriser som følge af svindel.
Du kan læse mere om vores rådgivning og terapeutiske tilbud under Søg hjælp.
Kilder:

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
KONTAKT OS
Læssøesgade 20, kld. tv.
2200 København N
Mail: kontakt@cois.dk
Tlf: +4593905755
CVR: 43904795